tirsdag den 31. januar 2012

JENS JESSEN - REDAKTØR PÅ FLENSBORG AVIS

Flensborg Avis’ navnkundige chefredaktør Jens Jessen (1854-1906) var et journalistisk naturtalent og bankede avisens oplag op fra 800 til over 9000. Han kunne være kolerisk og arrogant - men de, der kendte ham, havde stor respekt for ham.


Af Hans Christian Davidsen


"Det umiddelbare indtryk af denne nye redaktørs personlighed svarede langt fra til mine forestillinger: jeg havde tænkt mig ham langt smukkere - ungdommen ser jo gerne sine helte udstyret også med legemlige fortrin. Heller ikke hans stemme tiltalte mig; hans mæle var stærkere præget af vesteregnens mål, end jeg dengang fandt klædeligt; der var noget nervøst og uroligt over hans væsen, som gjorde det anstrengende at være sammen med ham. Lidt drillevorn og hensynsløs kunne han også være i sin daglige omgang... Men det varede kun kort, inden jeg blev stærkt betaget af alvoren, kraften og nidkærheden i Jessens personlighed, således som den lyste ud af al hans gerning og tale...".

Sådan skrev den danske Højre-politiker, Sønderjyllands-aktivisten H.L. Møller, efter sit møde med Jens Jessen, manden der i 1882 overtog redaktørposten på Flensborg Avis efter Gustav Johannsen. I 1889 var den unge Nis Petersen til samtale om en journaliststilling på avisen, og han blev dybt skuffet. "Hele hans udseende var ikke slå lidt overlegen og frastødende", noterede Nis Petersen. Men senere tilføjede han: "Det var først efter års forløb, at jeg fik sympati for Jessen og opdagede hans varme hjerteslag og hans store evner som modersmålets og den danske sags forkæmper", skrev han.

En 23-årig lærerinde fra København besøgte i sommeren 1883 Flensborg. Også hun blev slemt skuffet: "Han er en begavet og udmærket dygtig mand", skrev hun, "men med en uheldig fremtræden og uimodståeligt komisk sprog". Fire år senere var denne lærerinde, Marie Oktavia Fibiger, blevet gift med Jessen.


KOMPROMISLØS

Jens Jessen har ikke været noget nemt menneske at omgås. Han kunne være ubehagelig sarkastisk, arrogant og kolerisk. Han var kompromisløs, og det var en af de egenskaber, der fik mange til at beundre ham. Men der var lige så mange, der frygtede ham og hadede ham.

Én ting er sikkert: Jens Jessen var en sjældent dygtig bladleder, og hans betydning for både Nord- og Sydslesvig er uvurderlig. Da han som 28-årig blev redaktør for Flensborg Avis, havde den sølle 800 abonnenter. Da han døde den 22. juli 1906 var oplaget på 9350 eksemplarer. Flensborg Avis var dermed den største danske avis uden for København, og det tilmed uden for kongeriget, i Sønderjylland der var en del af Preussen og det tyske kejserrige.

Jens Jessen gjorde med sin skarpe, men også meget polemiske redaktion Flensborg Avis til et kamporgan, og ligesom sin forgænger kom han til at betale prisen med et uvejr af retssager.

I en periode på ti år tilbragte han sammenlagt tre et halvt år i fængsel i blandt andet Glückstadt ved Elben. Her stod den på tvangsarbejde, vand og brød. Godt nok var den preussiske presselov liberal efter datidens forhold, men de preussiske statsadvokater gik til det yderste. Aviserne kunne dømmes efter straffeloven, og den benyttede især statsadvokat Macco sig nidkært af. Den ene retssag og fængselsstraf afløste den anden. Så var det rigskansler Otto von Bismarck, som preusserne mente, Jessen havde fornærmet, så prins Albrecht af Preussen og mange flere.


ENERGISKE JOURNALISTER

Selv om Jens Jessen sad i tugthus, voksede Flensborg Avis" oplag støt. De kritiske artikler gjorde avisen spændende, og Jessen evnede at få ansat unge, energiske journalister. Samtidig - og det var ikke så lidt af en genistreg - lykkedes det ham at få bladet ud til de mange fattige dansksindede i Nordslesvig. Jessen lancerede Flensborg Avis i en mindre udgave og senere en endnu mindre udgave, som var til at betale. Og af ren og skær idealisme fik han med avisen som forlag udsendt et børneblad, et dansk sanghæfte og en dansk stavebog. Denne indsats for danskheden er uvurderlig. Undervisningssproget i de sønderjyske skoler var - bortset fra nogle få religionstimer - tysk.

Jens Jessen gik aldrig på kompromis, og der var en gennemført konsekvens i hans liv. Han var parat til personligt at lide for den sag, han kæmpede for, og det var det, der gjorde ham til en højt respekteret person blandt den danske befolkning i Sønderjylland. Da Gustav Johannsen døde i 1901, blev Jens Jessen valgt til de dansksindede nordslesvigeres repræsentant i den tyske rigsdag i Berlin.

Jens Jessen var et journalistisk naturtalent. Han forstod, at læserne af en avis ønskede afvekslende nyhedsstof.

Han gav læserne alt: Lokalområdets foreningsliv og brækkede ben, storpolitik fra verdens brændpunkter, baggrundsartikler, underholdningsstof - og ikke mindst markante holdninger. Jessen var en af dansk dagspresses mest polemiske og velskrivende redaktører. Han havde i samtiden vel kun sin ligemand i Politikens Viggo Hørup. Jessens artikler, der blev udgivet i udvalg efter hans død, er læseværdige den dag i dag. Hans hyldest til Danmark i artiklen "Et land uden navn", som blev skrevet kort efter myndighedernes forbud mod navnet "Sønderjylland", er blevet kaldt "et Danmarksdigt i prosa, der i storhed kan måle sig med de bedste.


UDDANNET LÆRER

Jens Jessen var uddannet lærer på Tønder Seminarium og tog senere en rektor-eksamen i Kassel. Målet var en rektorstilling på den danske realskole i Haderslev, men Preussens undervisningsmyndigheder mente, Jessen var en farlig mand og lukkede skolevejen for ham. Han fik simpelthen det, man senere kaldte for Berufsverbot og gik i stedet for avisvejen. En lille pudsig parallel til Karl Otto Meyer, der også oprindeligt var uddannet skolelærer, men som i 1960erne også fik forbud mod at undervise og blev... chefredaktør på Flensborg Avis.


HELT UDE AF PORPORTIONER

Men ironisk nok blev Jens Jessen langt farligere for den preussiske fortyskningspolitik, end han nogensinde ville være blevet som skolelærer.

Hans kampnatur bød ham at revse de ansvarlige myndigheder og påtale ethvert preussisk overgreb, hvad enten det fandt sted mod enkeltpersoner eller mod den danske bevægelse i Sønderjylland. Det skete ofte med en bidende ironi og en ætsende sarkasme, der både kaldte på læsernes harme og latter. Af myndighederne blev de polemiske artikler benyttet til at rejse den ene fornærmelsessag imod Jessen efter den anden. Og domstolene fulgte villigt trop med store bøder og langvarige fængselsstraffe, det var helt ude af proportion. Jessen lagde så vist ikke fingrene imellem, når han påtalte uretfærdigheder og overgreb, men selv målt med datidens alen, var der ofte tale om rene justitsmord.

Som redaktør af den mest udbredte danske avis i Sønderjylland fik Jessen meget stor indflydelse på den måde, de danske sønderjyder førte deres nationalitetskamp på. Det skete i et åbent modsætningsforhold til H.P. Hanssen fra Aabenraa. Modsætningsforholdet mellem de to var af politisk natur og kom til at kaste lange skygger, der kan spores den dag i dag.

H.P. Hanssen og Jens Jessen kom til at personificere hver sin fløj i den danske bevægelse i Sønderjylland: Forhandlingspolitikken eller Aabenraa-retningen og protestpolitikken eller Flensborg-retningen. Endemålet for begge retninger var Nordslesvigs genforening med Danmark - selv om der ganske vist ikke var enighed om, hvorvidt Flensborg hørte med til Nordslesvig eller ej. I modsætning til Jessen opgav H.P. Hanssen i 1890erne troen på, at Flensborg atter kunne blive dansk. Spørgsmålet var, forenklet formuleret, hvordan man bedst styrkede danskheden i Nordslesvig, indtil en genforening engang med tiden blev mulig: Ved at holde harmen over undertrykkelsen varm og benytte enhver lejlighed til at protestere mod Nordslesvigs vedblivende tilhørsforhold til Preussen? Dette var Jessens standpunkt. Eller skulle man hellere forhandle og indgå kompromiser med frisindede kræfter i de tyske parlamenter for derved at lette vilkårene for de danske sønderjyder? En sådan taktik gjorde det dog nødvendigt, at man nedtonede genforeningskravet. Dette var H.P. Hanssens standpunkt.


DE TO RETNINGER

Jens Jessen og H.P. Hanssen havde hver deres bagland. På H.P. Hanssens side stod de sønderjyske foreninger, Sprogforeningen, Vælgerforeningen og Skoleforeningen, som han delvist selv havde været med til at opbygge. Men Jens Jessen havde baglandet gennem sin avis, der havde pondus og indflydelse nok til at kunne gøre livet surt for H.P. Hanssen.

Forskellene mellem de to retninger, H.P. Hansens Aabenraa-bevægelse og Jessens Flensborg-bevægelse, brød ud i lys lue 12-14 år efter Jessens død under afstemningskampene op til 1920. I det hele taget er der flere tendenser og linjer fra Jens Jessens liv og virke, der kan spores i debatten i Sydslesvig den dag i dag - selv om man nok skal være varsom med direkte sammenligninger. I 1896 beskyldte Jessen H.P. Hanssen for at have opgivet genforeningshåbet. Det lugter jo lidt af Søren Krarups synspunkter - når han peger på, at mindretalsarbejdet i hans øjne kun giver en mening, når det identitetsdannende i mindretallet er en genforening med Danmark - og af Karl Otto Meyer - når han henviser til sydslesvigernes selvbestemmelsesret. Dog med den væsentlig undtagelse, at danskheden på Jessens tid var i flertal i Nordslesvig, mens den i dag er i mindretal i Sydslesvig.


MED NUTIDENS BRILLER

Jens Jessens danskhedsbegreb er også værd at bemærke med nutidens briller. For Jessen var fædrelandskærlighed ensbetydende med forsvarsvilje og kongetroskab. For H.P. Hanssen og hans ligesindede var det væsentligt, at tænkemåden i Sønderjylland så vidt muligt fulgte udviklingen i kongeriget. Mens Jens Jessen talte om en særlig slesvigsk mentalitet, der var konservativ og udsprang af en gammel patriotisme. For Jens Jessen var danskhed lig med dansk modersmål. Han blev aldrig træt af at fremhæve sprogets værdi for al dansk kultur:

"For det første var det så langt kortere og fyndigere end tysk, med en langt lettere og simplere sætningsbygning, og for det andet var det et "jævnt" sprog, der kunne bringe høje bud til selv den ringeste. Folkets egen historie hvilede i det", skrev han.

Sammenligner man Jessens tankegods med nutidens ligger han jo et forunderlig sted mellem to af nutidens fløje. På den ene side ville han være enig med dem, der siger at den (syd-)slesvigske danskhed er noget unikt, der ikke kan sammenlignes med danskheden i kongeriget. På den anden side stod han fast på, at dansk kultur og dansk sprog var uløseligt forbundet med hinanden. Denne fløj findes også i Sydslesvig i dag, men tenderer måske netop mere i H.P. Hanssens retning, der gik ud på at følge danskheden og udviklingen i kongeriget parallelt.

De mange år i fængsel var med til at slå Jens Jessen ihjel. Han blev kun 52 år og døde den 22. juli 1906. En dansk skole i Flensborg er opkaldt efter ham, og man kan i dag se hans buste knejse i Møgeltønder. Her tæt på - i landsbyen Toghale - var han blevet født den 5. februar 1854 - ti år før den Anden slesvigske Krig, en krig, hvis udfald kom til at bestemme skæbnen over hans liv.